Apple har annonceret Xcode 26.3, og det er ikke en af de der “vi har flyttet en knap”-opdateringer. Den store nyhed er, at Xcode nu kan tale direkte med fuldblods agentiske coding-værktøjer som OpenAI Codex og Claude Agent – via et sidepanel, hvor du kan uddelegere opgaver, følge status og se ændringer lande i projektet, som om du havde fået en ekstra kollega (med uendelig tålmodighed og nul kaffepauser).
Det hele sker gennem Model Context Protocol (MCP), et åbent protokol-lag, hvor Xcode agerer endpoint og eksponerer “IDE-primitive” til agenten: filgraf, dokumentationssøgning, projektindstillinger og den slags ting, der normalt kræver, at et menneske klikker rundt i macOS med en blanding af rutine og resignation.
Der har været AI-assisterede workflows i Xcode før, men forskellen her er dybde. I stedet for at være en smart chat ved siden af din kode, får agenten nu reel adgang til kontekst og værktøjer, som den kan bruge struktureret: finde relevante Swift-typer, forstå projektets build settings, krydstjekke API’er på tværs af iOS og iPadOS, og i praksis operere tættere på en “autopilot” end en stavekontrol.
Det mest interessante her er, at Apple vælger en åben protokol i stedet for (kun) at bygge en lukket integration. Ja, Codex og Claude får en “privilegeret” plads i indstillingerne, men MCP betyder også, at andre agentiske værktøjer kan kobles på – i teorien også løsninger med modeller, der kører lokalt. Det er en ret elegant måde at sige: “Vi har en dør. I kan selv vælge, hvem der går ind,” uden at Apple behøver at udnævne én vinder i AI-kapløbet.
For udviklere, der lever i SwiftUI, jonglerer App Store-krav, og tester via TestFlight, handler det her ikke om hype – men om friktion. Hvis agenten kan håndtere de kedelige mellemtrin: opdatere en API-tilpasning på tværs af targets, lave en hurtig refaktor, eller finde en regression i en build-konfiguration, så er det tid tilbage til de ting, du faktisk vil bruge hjernen på. Og ja, det gælder lige så meget, når du bygger til watchOS og tvOS, som når du optimerer en app til Apple Silicon på en Mac.
Min vurdering er, at MCP-tilgangen er det mest “Apple-agtige” ved det hele: Xcode bliver platformen, ikke modellen. Det skubber værdien over på værktøjets integration – og Apples styrke ligger netop i den del af stakken, hvor kontekst, sikkerhed og workflow mødes. Spørgsmålet er så, hvor konservativ Apple bliver omkring permissions og sandkasseadgang i praksis. Agentisk coding er fantastisk, lige indtil den får for meget selvtillid i dine projektindstillinger.
Hvis du vil følge flere udvikler- og Apple-nyheder, kan du holde øje med We❤️Apple og vores dækning af WWDC-retningen, som det her ret tydeligt peger ind i.
Agentisk coding er fedt—men det hjælper mest, når din maskine ikke også beder om hjælp.
Se MacBooks til udvikling →Hurtig levering og officiel Apple-garanti
Konsekvensen på lidt længere sigt kan blive, at Xcode mere åbent konkurrerer med “AI-first” editor-oplevelser – uden at Apple behøver kopiere dem 1:1. Når IDE’en kan udstille projektets semantik (filgraf, docs, targets, settings) på en standardiseret måde, kan agenten faktisk gøre noget nyttigt, fremfor bare at gætte ud fra en snippet. Det er forskellen på at skrive kode og at kunne ændre et projekt.
Og ja: Det er stadig en god idé at læse, hvad der bliver committet. Selv hvis agenten lyder sikker. Især hvis agenten lyder sikker.
Del: